…til den nye adresse blog.rocklobster.dk på min helt egen hjemmeside
Ikke at jeg skriver ret meget mere…
Eller at jeg har tænkt mig at genoptage det. Eller jo, måske har jeg, måske har jeg ikke…
Men nu HAR jeg jo købt domænet!
Så farveller, og tak for, at du læste med
Det kan vel ikke defineres som en katastrofe. Knapt et problem. Bare en konstatering af, at jeg laver alt mulig andet end at blogge. Det er såmænd ikke fordi jeg ikke hører musik. Det fylder bare ikke så meget som det plejer. Jeg strikker. Jeg strikker så jeg drømmer om ret og vrang om natten. Jeg ved det går over, men lige nu topper det. Det fantastiske ved strikning er, at der kommer smukke resultater ud. Noget næsten lige så fantastisk er, at man snildt kan lytte til musik samtidig. Det går knap så godt med tv-kiggeriet, dertil er jeg vist ikke garvet nok udi garnbetvingningen.
Nå, men tilbage til musikken. Skal jeg grave lidt ned i, hvad der er sket siden sidst, så må det største være, at jeg endelig har fået investeret i ordentlig lyd. Efter renden frem og tilbage mellem forskellige hi-fi forhandlere, endte jeg med at købe mine ELAC højtalere hos Hi-Fi Forum på Falkonér Alle på Frederiksberg (jeg SVÆRGER, de har verdens bedste service, men gå kun derind, hvis du er parat til at hoste op - det koster!), og NAD forstærker samt cd-afspiller hos gode gamle HiFiKlubben. Nu mangler jeg blot en tuner, ligeledes fra NAD, for at være helt køreklar, og den kommer i hus i løbet af et par uger. Det er fantastisk, og jeg hører nu nuancer i musikken, som min gamle DAB-radio ikke var i nærheden af at kunne frembringe. Jeg undrer mig over, at jeg ikke har fået taget mig sammen før? Jeg er godt nok ikke ret meget hjemme (noget med en kæreste), men det føles stadig fantastisk.
På koncertfronten føler jeg pt. en vis afmatning. Jeg synes ikke rigtig jeg gider. Jeg gad dog godt høre Manic Street Preachers live her til sommer. De spiller lørdag d. 13. juni i Middelfart (fucking Middelfart?), men jeg ved ikke om jeg orker at køre tværs over Sjælland og Fyn, give noget i omegnen af 550 kr for at høre dem. Selv om jeg måske burde?
I disse dage sidder jeg og klapper i mine små buttede hænder over, at der er udkommet hele 3 cder, som jeg må eje:
Hermed lidt kunstigt åndedræt til en blog, der hiver gevaldigt efter vejret. Jeg ved ikke, om den overlever. Måske? Jeg overvejer at udvide den til en musik- og strikkeblog. Den MÅ i så fald være den eneste af sin slags?
Og nu tilbage til pindene
De næste par uger kommer jeg til at betvinge “Det røde Lyn” til tonerne af det her:
Jeg var blockhead. Altså fan af New Kids on the Block. Igennem et år af min teenagetid plagede jeg mine nærmeste omgivelser med NKOTB, som jeg var sikker på, at jeg ville elske for evigt. Det kom jeg så IKKE til. Nu er de jo som bekendt gendannet, og jeg har lige smuglyttet til deres nye album. Fy for den lede rødbede, det skulle de godt nok aldrig have gjort.
DET GJORDE DE BARE IKKE?!
Jo, der er åbenbart ikke grænser for, hvad der kan malkes ud af en vindtør gammel ko. Nok var de et af de første boybands, men talent - det havde de sgu ikke meget af. Udseendet var heller ikke i top. Men jeg elskede det. DENGANG. I dag kan de lige mønstre en buket dåsepop til de thirty-somethings, som er dumme nok til at hoppe på nostalgivognen og tage endnu en tur. Personligt nægter jeg at indløse billet.
Hmmmm, har lige fået den nyeste med Bloc Party i rotation. Efter første halve gennemlytning er jeg lige knap nok imponeret. Dele af det kan karakteriseres som decideret støj…
Så er det jo godt, at jeg har brugt lidt over 600 kr på billetter til koncerten i Vega i februar. Det bliver historiens dyreste ørerensning…
Nå, mon ikke de trods alt spiller noget fra “A Weekend in the City”? Man har vel lov at håbe.
Galskaben driver ned af væggene på Guds Hotel, og man undrer sig over, om gæsterne er tjekket ind frivilligt eller under tvang…
Jeg taler om Nick Cave teaterkoncerten på Edison, som jeg var så heldig at være inviteret til i sidste uge. Og det var mageløst! Som Nick Cave amatør havde jeg ikke de store forventninger. Mit kendskab til den mørke mand er sporadisk, og er ikke hængt op på andet end tilfældige fragmenter af et sikkert fremragende bagkatalog.
Scenen er sat i en lurvet lobby til det, som i forestillingen blev kaldt Guds Hotel. Gæsterne, flankeret af en tydeligt gal prædikant, er en foruroligende cocktail af mordere, psykopater og stakler, der afslører den ene grusomhed efter den anden. Og man er i tvivl om, hvorvidt hotellet er en mellemstation mellem jord og helvede, en slags palisanderbeklædt skærsild.
Jeg er ikke sikker på, at jeg forstod handlingen. Men jeg blev bogstavelig talt rendt over ende følelsesmæssigt. Forestillingen er et orgie af mord, skidt, grimhed, grusomhed, sindssyge, spyt, mørke og andre fortrinligheder. De medvirkende spiller og synger alle overbevisende modbydeligt, grumt og grimt.
Specielt en af skuespillerne, Marie Dalsgaard, halvt lillepigeattitude halvt raseri, spiller så overbevisende, at det ikke ville undre mig, om de opbevarer hende i spændetrøje mellem forestillingerne. Det var sgu en fonøjelse at se hende folde sig ud som massemorder fra Trehøje!
Hvadenten du er Nick Cave veteran eller rookie, så er det bestemt værd at smutte forbi Edison og se denne fremragende forestilling, hvor velspillet og velfortolket musik går hånd i hånd med fremragende skuespil. Det er både grumt og smukt!
Sms modtaget: “Jeg har to fribilletter men ingen ledsager til forpremiere torsdag d. 8/1 til teaterkoncerten bygget over Nick Caves univers. Tænkte, at det måske var noget for en musikelsker som dig?”
DET kan man da kun sige ja tak til. Jeg smider sikkert et ord eller to om det her på bloggen.
I øvrigt er det igen tid til Mojo-aften på fredag. Det kunne godt gå hen og blive en god vane…
Her i årets sidste timer er det vel passende at gøre blog-status over året der gik. Efter en periode i foråret, hvor bloggen nærmest afgik ved døden, fik jeg givet hjertemassage til tomheden i cyberspace, og det er bestemt min plan at holde ved med skriveriet.
Om koncerter:
Jeg fik slet ikke set så meget livemusik i 2008, som jeg havde planer om. Det var lidt halvsløjt, faktisk. Der er ikke en gang materiale nok til at gentage sidste års fabelagtigte “Lobster Live Awards”.
Om hvem jeg har lyttet til:
I 2008 har jeg opdaget følgende: Iron&Wine, Jens Lekman, Veto, Glasvegas, 180 Grader Virvar, Asteroids Galaxy Tour og mange flere.
Jeg har også fået blod på tanden mht. at udforske Kings of Leon, Bloc Party og ellers blive ved med at holde ørerne åbne for ny, dejlig musik.
Af de gode, gamle travere MÅ jeg jo nævne Elton. Ham bliver jeg bare ikke træt af. Men for nylig havde jeg også en dejlig aften sammen med Tears for Fears, de har altså en særlig plads i mit hjerte. The B-52’s holder stadig. Tori Amos holder stadig. Depeche Mode har jeg ikke lyttet nok til i 2008, men jeg er sikker på, at de stadig kan gøre mig glade.
Om, hvad jeg bare har fået nok af i 2008:
Timbaland. Hold nu kæft, altså! Den lyd gider vi ikke mere!
Soul og RnB sangere, der er bedst til at være chokoladebrune og lækre. Hold Jer til det, og befri æteren for flere sukkersøde klisterfraseringer.
Madonna. Sorry, girl… du har ellers altid været en favorit, men nu er du efterhånden blevet lidt for meget underholdningsmaskine og lidt for lidt menneske. “Act your age” og lad os få noget musik med nærvær i stedet for diskobavl. Og drop tanken om at ligne en på 25.
Koncerter i KB Hallen. Nej, det holder altså ikke! Seneste store navn, der skal maltrakteres i akustikforvitring, er gode gamle Morrisey. Resultat: Billetter til den meget mindre koncert i Odense blev revet væk. Jeg ville personligt også hellere krydse hele Sjælland og det halve af Fyn for at opleve mesteren, end at hoppe på cyklen og cykle de 7 minutter det tager mig at ramme en hal, der ALTSÅ er beregnet til sport (eller til nød en antikmesse!).
Billethajer. De skulle have en med krabasken. Det er ikke noget nyt synspunkt fra 2008, men jeg mener det sgu.
Om, hvad der venter i 2009:
Jeg skal se Bloc Party! Jeg har lige sikret mig billetter til Vegakoncerten i februar. Som en lille julegave fra Lobster til Lobster, som et lille plaster på såret for (som forventet) ikke at have modtaget nogetsomhelst i julegave, der havde nogetsomhelst med musik at gøre.
Jeg skal blogge mere. Jeg kunne godt tænke mig med tiden at gøre noget seriøst ved det her med skribleriet, hvis jeg ellers kan få det til at hænge sammen. For der skal jo også være plads til at være Job Lobster, Love Lobster og alt mulig andet. Så det bliver sikkert ved drømmerier og luftkasteller. Lidt endnu.
Jeg skal have Hi-Fi igen. Det er næsten pinligt at indrømme, men jeg ejer ikke et ordentligt musikanlæg. Efter at eksen flyttede sammen med anlægget og den halve cd-samling for mere end to år siden, har jeg ikke fået købt noget til erstatning. Mit “anlæg” består af en mono-DAB-radio og en DVD-afspiller. Det er så beskæmmende, men ikke desto mindre sandt. Men i januar skal det være slut! Jeg skal i HiFiKlubben og bruge klejner. Men det kommer I til at høre meget mere om snart…
Weekendens absolutte musikalske højdepunkt var helt sikkert natkoncert på Rust i lørdags med Asteroids Galaxy Tour. Det var spontant, det var ukendt, og det var urimelig fedt!
Jeg kendte intet til bandet inden jeg drog af sted, ja, kunne end ikke huske, hvad de hed. Ikke helt uden skepsis indfandt jeg mig på Rust på et tidspunkt, der føltes som midt om natten for en halvgammel pige som mig. Heldigvis var jeg halvfuld i helgodt selskab.
Asteroids Galaxy Tour er et forholdsvis ungt band, der havde deres ilddåb som livestjerner i et fyldt Vega som opvarmning for Amy Winehouse. Efter sigende skulle Winehouses manager specifikt have bedt om at få booket netop Asteroids Galaxy Tour, og det er da lidt af en chance at få som nyt band. Efter denne oplevelse har de spillet i både ind- og udland, og har i stor grad benyttet sig af Myspace og Youtube til udbredelse af deres musik. Således kan man finde kommentarer fra fans i lande som Canada, Tyskland og vores egen lille rød/hvide andedam på netop disse sites. Apple har valgt en af deres sange som reklame for iPod, deres første album udkommer i England i starten af det nye år, så dette kan meget vel være starten på en kometkarriere for bandet.
Alt dette vidste jeg jo slet ikke i lørdags, så alt kunne ske. Efter en lidt ujævn start, hvor jeg ikke ligefrem så stjernestøv drysse ned fra himlen, begyndte asteroiden at røre på sig og min skepsis forsvandt i raketfart. Der kom pludselig svedige blæsere og funky rytmer væltende udover scenekanten, som ramte mig lige midt i fjæset. Forsangerinden Mette Lindberg smøg sig igennem de funky beats med sin pigede og lidt skingre (på den fede måde, forstås!) stemme og sendte med sin småvampede, sexede udstråling de fleste tilstedeværende mænd (og måske også kvinder?) til tælling. Jeg ved godt, at udseendet alene ikke skaber god musik, men det er unægteligt en fornøjelse at få både øjne og ører forført og forkælet i rette mængder.
Musikken er en stor sammenkogt ret af bigband, triphop, støvet lyd, forførende stemme, kitsch, horn, soul og glæde. Glæden især! Jeg kan ikke beskrive det bedre og mere præcist end det. Lyt selv her og her, det kræver jeg faktisk, at du gør! Inden længe stod jeg helt oppe foran scenen og dansede natten væk til tonerne af kondenseret glæde.
Jeg tror nok vi skal holde øje med dem i den nærmeste fremtid. I know I will…
Med dette takker Lobster af for nu og ønsker alle en glædelig jul. Jeg skal jo som vanligt tilbringe julen i jysk, musikalsk eksil, kun bevæbnet med iPod og - hvis Guderne og min niece det vil - måske en runde SingStar med familien. Jeg håber der ligger masser af musik til Jer under træet.
Jeg er nok blevet for tung til at sidde på skødet af dig inde i Magasin. Så derfor får du en elektronisk ønskeseddel over, hvad den lille Lobster har af musikalske ønsker for julen.
Julen er som sædvanligt fuldstændig tæppebombet med tvivlsomme opsamlinger og greatest hits plader fra alverdens fallerede musikere og has-beens, som malker julebukken for de sidste slanter. Den slags går jeg normalt langt udenom. Så dette er skam ikke et udtryk for reklamens magt, hr. Santa.
Her er, hvad der står på min musikalske ønskeseddel for julen 2008:
Shine A Light - Scorseses film om Rolling Stones. Jeg har ikke fået set filmen, men den er bestemt på listen over ting-der-er-bedre-at-spilde-sin-tid-på-end-at-se-Fars-Fede-Juleferie-med-Chevy-Chase-igen-igen-selv-om-den-da-er-meget-sjov.
Across The Universe - Et psykedelisk farveorgie af en film spundet over nogle af The Beatles’ bedste sange. Uh, den gad jeg godt se igen. Og igen. Og så lige en gang til for Arveprins Knud.
Justice - Noget, som jeg kun lige har smagt flygtigt på, men som lyder “tres bien”, som de siger i Land Of La Baguette. Det er fransk, det er funky, det er house/electronica og det er slet ikke noget nyt, men nærmere mig, der ikke har været så hurtig på aftrækkeren. Men derfor kan den vel godt finde plads på ønskelisten? Så den må du gerne lægge i sokken.
Noget med Kings of Leon - den mand synger med den stemme, som jeg ville forvente, at Gud ville have. Hvis jeg altså troede på ham. Gav det mening? Nøh, nok ikke spor, men i hvert fald er Kings of Leon på “to-listen” listen for 2009.
Bloc Party - alt, hvad jeg kan få fat i. Igen har Lobster ikke været det hurtigste dyr i skoven mht. at opdage “Hvad Der Er Godt For Dig”, men nu har jeg rålyttet til deres 2007 album “A Weekend in the City” gennem den seneste tid, og jeg har besluttet mig for, at jeg må have mere. Så “Silent Alarm” og “Intimacy” må gerne pakkes pænt ind og adresseres til Frk. Lobster fra Julemanden.
Et årskort til Vega - kom nu Santa, det kunne være så fiiint. Hurry down the chimney…
Så plager jeg heller ikke mere. Det lover jeg.
Hilsen Rock Lobster - (ulykkelig indehaver af musik-ignorant familie, så jeg sætter virkelig min lid til dig, Julemand. For de køber helt sikkert bestik og viskestykker!)
De sidste par uger har budt på et par dejlige liveoplevelser på musikfronten.
For en uges tid siden havde jeg mit første besøg på Mojo, en rigtig hyggelig bluesbar i det indre København. Nu er blues jo ikke lige noget, jeg normalt beskæftiger mig med, men det er måske en fejl? I hvert fald var det en hyggelig aften, ikke mindst pga. den hyggelige stemning og fantastisk godt selskab. Det var en slags jam-aften, hvor folk fra gulvet kunne skrive sig på en liste og få foretræde på scenen. Det var der et par stykker, der benyttede sig af, hvilket ikke gjorde det mindre hyggeligt. Der er nu noget særligt ved at indtage sin musik sådan helt råt og upoleret i et mikroskopisk lokale med nærværet drivende ned af væggene. Så ja tak til at smutte en tur på Mojo igen, anytime!
Den anden musikalske oplevelse var en korkoncert med vokalgruppen The Real Group. Gruppen består af 5 virkelig dygtige sangere, der synger acapella. Man skal nok være lidt af en kor-afficionado for at se det helt store lys i dem, og publikummet bestod da også fortrinsvis af andre korsangere, så vidt jeg kunne fornemme. Det er dog ganske uomtvisteligt, at de er fantastisk talentfulde. De skifter tonearter og tempo så tight, at man næsten skærer sig på kanterne. Det er en fornøjelse at lytte til. Jeg har begejstret set dem live før, og denne anden gang var bestemt en ditto positiv oplevelse. Og så kom jeg i et rasende godt julehumør, man kunne simpelthen ikke andet!
Må I nyde december med alt hvad det indebærer af mistelten og deslige. Lobster vender snart tilbage med en musikalsk ønskeliste…
Elton slået af pinden? Nja, der skal vist mere til. Men i lørdags tabte han kampen. Stort.
Der var firmafest. Den stolte gamle Løve blev 100 år, og det blev fejret med manér. Som glad ansat turde jeg ikke gå glip af festen, og solgte derfor de der Elton billetter til en god ven. Klogt valg! For mens Elton præsterede noget, der ikke var erindringsværdigt i Parken (det siger både alle aviserne OG min yderst pålidelige kilde), så deltog jeg i årets fest i Forum.
Nu ville jeg jo ikke skrive om det her, hvis der ikke var musik indblandet. Det var der. I høj grad. Inden middagen kom Safri Duo forbi og gav et par numre. Så var stilen ligesom lagt…
Efter middagen blev der rigget an til musik. Enter: Anders Blichfeldt, forsanger i Big Fat Snake. Mens den fede slange ikke lige er noget for mig, så kan han i den grad rocke og rulle, og det gjorde han så. Til ug med kryds og slange. Herefter fik vi besøg af Sys Bjerre, der gav tre numre (sødt nok!), så kom Søs Fenger også på scenen. Jamen jamen… Herefter entrede Erann DD scenen, og en flok af kvinder stimlede sammen foran scenen. Jeg fatter det ikke, synes ikke lige jeg er nede med det der latino-look, læderbukser og charmeklud. Men han synger godt, og mine mirakuløse guldsko dansede næsten af sig selv.
Se, nu begynder det at blive liiiidt tåget, for der var også promiller indblandet. Men jeg husker det bestemt som om, at Birthe Kjær var næste stjerne på himlen. I hvert fald fik jeg både malet byen rød og væltet rundt gennem Forum i menneskeslange mens jeg skrålede med på “Arrivederci Franz”. Og naturligvis var afskedssalutten noget med en gummibåd. Det var mageløst! Jeg synes Birthe Kjær er sød, smilende og meget professionel. Seriously! Efter det gik jeg mere eller mindre glip af ham-der-fra-Danseorkesteret. Der var lige et toilet, der skulle besøges og nogle drinks der skulle drikkes. Meeeeen, jeg nåede tilbage til den store finale:
Her kommer en indrømmelse af de store: Jeg synes Nik & Jay var for fede! Det havde jeg alligevel ikke troet, at jeg skulle få over mine læber. Men på det tidspunkt var det mest naturlige i verden at hoppe rundt og skråle BOING BOING og være alt for lækker-lækker. Ja for Satan! Nu kan jeg så give mig til at tude som en teenagetøs over, at jeg først har “opdaget” dem lige som de valgte at gå hver til sit…
Nuvel, hvis jeg isoleret set skulle se på, om jeg nogensinde ville have valgt at gå til koncert med nogle af de ovenstående, så er svaret nok negativt. Men hvis man placerer mig sammen med 1100 af mine festklædte kolleger i et totalt gejlet Forum, hælder en masse god mad, vin og drinks på mig og sørger for, at væggene emmer af stemning, så går ligningen op, og musikken bliver bare den form, hvori man bager verdens bedste festfyrværkeri af en kage.
Så beklager, Sir Elton, du tabte denne kamp. I lørdags var du ikke Løvernes Konge…
Rygterne vil vide, at min kære arbejdsgiver har forespurgt Sir Elton om, hvad han skal have for at komme og spille et par numre til vores firmafest på lørdag (det er altså en ret stor firmafest, hvis du skulle undre dig…). Jeg tror nok, jeg ville falde død om (mindst), hvis DET gik hen og skete.
Rygterne vil også vide, at prisen nok var lige pebret nok. Well, you can’t have it all…
Stærkt inspireret af Taarnet har jeg igen kastet et blik på, hvem der havner på min elektroniske matrikel via søgning i Google.
Som altid er der en masse, der søger musikrelateret: “Glasvegas” og ”Cyndi Lauper” er de mest populære pt. Den absolutte topscorer er dog “Rock Lobster”. Det lader til, at min reklame for mig selv til diverse venner og bekendte virker.
Men det er jo ikke sjovt. De mere bizarre kommer her:
“Vibrator Gl. Kongevej” - Tror man kan få en i den butik, der hedder Paradis. Har jeg hørt. Fra nogen. Jeg kender.
“Bajlepis” - Et ord, som jeg bruger meget selv, jeg troede jeg var den eneste?
“Piberygning” - AHEM, kun afvigere ønsker at vide mere om det, så forsvind venligst fra min blog!
“Simon Kvamms fætter” - Send ham venligst denne vej, hvis han altså er lige så lækker!
“Singstar+hyletone” - Søg læge, min ven. Og skru ned næste gang du holder fest!
“Peter Palshøj trøje” - Ærlig talt, hvem fanden gider gå i sådan noget?
“Fællesbad” - Der var den sgu igen! Se mit tidligere indlæg. Og lad mig så slå det fast: Mit badeværelse er ikke engang stort nok til den slags! NÅ!
“Hvad er resonans i øregang” - Det gad jeg egentlig også godt vide?
“Talent langt hår rock” - Svaret er Led Zeppelin…
…spiller Elton i Parken, og jeg skal ikke med. Damned!
Men beslutningen er truffet, jeg har solgt billetterne til en, der blev rigtig glad for dem.
Det skal dog ikke afholde mig fra at ærgre mig… bare lidt. Den firmafest HAR bare at være sjov!
Jeg har haft en dejlig aften med skøn musik på afspilleren. Jeg startede aftenen med at gå min cd-samling igennem og fandt skiver med Tears for Fears, jeg ikke har hørt i årevis. Lobster fik sig sgu et nostalgitrip!
Jeg havde helt glemt, hvor fantastiske de er/var. Tears for Fears er pop, men hvis du lytter rigtig godt efter, kan du høre intelligente og gennemtænkte facetter, som ikke indgår i ethvert popnummer fra firserne. Jeg har altid været meget facineret af Roland Orzabal og Curt Smith, både sammen og hver for sig. Men da Tears for Fears genopstod omkring 2004, var det bestemt ikke en succes. Deres plade “Everybody loves a Happy Ending” var en ujævn og småpinlig affære, hvor det var tydeligt at høre, at inspirationen og samarbejdsglæden var væk. Det lignede mest af alt et forsøg på at malke de sidste pund ud af fordums storhedstid. Men inden da nåede de at kreere mesterværker, i mine øjne. Her er, hvad jeg fik hørt her til aften:
Tears for Fears - The Hurting
Deres første album, fra 1983. Indeholder bl.a. “Mad World”, som for nylig fik pustet nut liv i sig af Gary Jules. Jeg er nu mere til originalen. Stilen er mere tilbagelænet og mindre storladent end på den senere “The Seeds of Love” fra 1989, som nok er deres største succes. Men det er tydeligt at høre, at det er her den helt specielle Tears for Fears lyd blev født, ikke mindst pga. de karakteristiske vokaler. En af mine favoritter er “Change”, et nummer, der bare udstråler bevægelse, det får mig til at tænke på et tog i høj fart gennem et smukt landskab. Og så har det en umiskendelig firserlyd, som jeg er sikker på, at mange elsker (og lige så mange hader!).
Tears for Fears - Raoul and the Kings of Spain
Efter Smith forlod gruppen i 1992 fortsatte Orzabal under navnet Tears for Fears, og det blev det faktisk ikke dårligere af. Det første album “Elemental” fra 1993 er hjerteskærende smukt, men det har jeg ikke hørt her til aften. Valget falder derimod på “Raoul and the Kings of Spain” fra 1995. “Secrets” og “Me and my Big Ideas” er favoritter, den sidste får mig helt sikkert til både at få kuldegysninger og til at synge med. Skiven har lidt mindre kant end det tidlige Tears for Fears, og er nok en kende for produceret og pænt, men det går rent ind, ikke mindst pga. vokalen. Jeg er altså en sucker for Orzabal, og han har efter min mening en af de stærkeste vokaler fra firserne. Ja sgu!
Curt Smith - Soul on Board
Smiths soloudspil fra 1993. Det er helt bestemt en smuk plade, men desværre ikke helt så jævnt og gennemført som Orzabals soloudspil. Pladen blev totalt ignoreret, og jeg fandt den da også ved et tilfælde i en kasse til 25 kr. for efterhånden mange år siden. Jeg synes det er lidt synd, for Smith har også en fantastisk vokal.
Tears for Fears - Saturnine Martial & Lunatic
Advarsel - kun for fans! En skrammelkasse af b-sider og rarities udgivet i 1996. Det er ujævnt og som oftest mindre kønt. Pladen indeholder mystiske sange som “Johnny Panic and the Bible of Dreams”, et temmelig gyseligt nummer med fantasiløst beat, krydret med gospel og rap! Her finder man også “The Big Chair”, som nok bedst kan betegnes som en lydbudding med en meget underlig smag. Anderledes lækkert er det på numre som “New Star”, et typisk Tears for Fears nummer fra filmen “Threesome” (som i øvrigt har et af de bedste soundtacks EVER). Pudsigt nok finder man også et covernummer af Bowies “Ashes to Ashes”. Det er faktisk rigtig godt, selvom det lægger sig lige lovlig tæt op ad originalen.
Tears for Fears er af de fleste nok mest kendt for nummeret “Shout”, som - indrømmet - er et helt fantastisk nummer. Men de rummer så meget mere. Jeg håber du nød at læse med. Jeg har i hvert fald nyd at både lytte og skrive!
Som et bundt sønderkogte porrer sad vi igår nogle venner og stenede fjerner ovenpå en, for mig, temmelig barsk uge på arbejdsmarkedet. Og hvad ser jeg så smurt ud over hele min sendeflade?
“Allstars” er et af de dersens fredagsunderholdningsprogrammmer, hvor sang og musik skal pakkes ind i et fint glittet papir og krydres med lidt kendisglimmer og en sløjfe af velgørenhed. Men HOV, det handler jo om korsang! Korsang har ved Profetens skæg aldrig været forbundet med ret meget street respect. Uagtet at jeg elsker mit kor og mine medsangere, så kan vi godt være en flok nørder. Korsang er bare ikke voldsomt cool. Mænd siger, at korsang er for kvindfolk og bøsser (det passer ikke, hverken Jan, Henrik, Klaus eller Peer lurer skjult på hinanden hver tirsdag på Østerbro, jeg garanterer!).
Derfor glæder det mig, at korsang vises i fjernsynet, endda i allerbedste sendetid. Korene i går var gode, og det så ud til, at de har det mindst lige så skønt som jeg har hver uge. Og det lød godt!
Jeg overvejede faktisk at gå til audition på Bellis Rockor, men tanken om at skulle smøres ud over de danske kakkelborde fire fredage i træk, fik mig til at lade være. Det er jeg nu glad nok for, og jeg tror allerhøjst jeg var blevet et af de fraklip, som man muntrer sig over i stil med de syrede tvillinger eller de to filipinske damer fra X Factor.
Nå, men nu, hvor korsang er blevet så forbandet cool, så mangler vi altså et par sopraner og en flok mænd i koret. Kom nu, vi drikker øl bagefter og alt muligt…
I går aftes gæstede Cyndi Lauper Store Vega, og yours truly var med… Som stor fan af firsermusik (nogle ville måske mene, at jeg ligefrem er fanget i skulderpudernes årti!), havner jeg ofte til koncerter med mine gamle idoler. Og skal vi bare sige det lige ud: Nogle af fortidens stjerner har overskredet sidste holdbarhedsdato, og har ikke meget at tilføje til vor tid, andet end en aften i en flygtig nostalgiboble.
Men hvad så med Cyndi? Blev det bare til en pinefuld venten på “Girls Just Wanna Have Fun”, og så ellers tak for i aften, kom godt hjem, og du behøver ikke at vende tilbage? Svaret er NEJ! Cyndi Lauper er et veritabelt energibundt på en scene. Hun er glad, positiv og vist lidt af et sludrechatol…
Jeg har ikke, som min ene ledsager og veninde Signe, fulgt med gennem hele Cyndi Laupers karriere, så mit kendskab til repetoiret begrænsede sig til ovennævnte ultimative tøsestatement og et par stykker mere. Men det gjorde såmænd ikke noget, for musikken var velspillet, energisk og fængende og hendes vokal er mageløs! Hæs, intens og fuld af sjæl og oplevelser. Musikken varierede fra spritnye diskonumre (”Echo” er superfed) over regulær rock til følelsesladede ballader som “True Colors” og “Time After Time”. Det var dæleme godt!
Cyndi Lauper bliver tit sammenholdt med Madonna, og jeg skal gerne hoppe med på vognen og elaborere lidt mere over netop dette: De poppede begge op i starten af firserne. To skønne kvinder, der stak ud fra mængden og turde være sig selv. Udgangspunktet var det samme, men udfaldet forskelligt. Mens den ene med held kan samle 85.000 mennesker på en brakmark i Horsens, kan den anden i dag lige knap fylde Store Vega. Mens den ene er forblevet et stilikon gennem over 20 år, er den anden mere eller mindre gået i glemmebogen. Eller i hvert fald i gemmebogen.
Men Madonna er blevet en vare. Et brand, et poleret image, hvor musikglæden og nærværet er forsvundet efterhånden som ikoniseringen er steget (til hovedet?). Misforstå mig ikke, jeg er næsegrus af beundring over Madonnas evner, men var også temmelig skuffet efter føromtalte brakmarksoplevelse i Østjylland.
Som en kontrast til branding og poleret image, så jeg i går en Cyndi Lauper, der tydeligvis nød, at publikum er så få og så tæt på, at hun kan småsludre lidt med dem, skælde dem lidt ud, hvis de har spildt øl på scenekanten og ellers bare være nærværende og til stede. Hun fortalte en masse småjokes og anekdoter, og så faktisk ud til at nyde både egen og vores tilstedeværelse.
Jeg tror ikke Cyndi ville bytte plads med Madonna, og det ville også være synd og skam!
Jeg havde ellers lige gået og glædet mig… Lige siden jeg hørte om projektet med etablering af en koncertsal med plads til 5000 koncertgængere i forbindelse med yndlingsspillestedet Vega, har jeg klappet i mine små hænder. Og nu læser jeg, at Mega Vega er afgået ved døden inden første gyldne spadestik var taget. Det er godt nok trist.
Jeg synes København trænger til et kvalitetsvenue med plads til mere end 2000 mennesker. Et sted, der ikke er bygget til ketcherbetvingning eller dribling med bold. Et sted, hvor der er tænkt mere på akustik end lige afmærkning af baglinie. Jeg har ofte stået i en fyldt KB Hal og tænkt: ”Come on, det burde vi kunne gøre bedre, det her!”. Der findes (næsten) ikke nogen større skuffelse end at have købt billet til en fed koncert i Vega, og så den bliver flyttet til KB Hallen for at kunne rumme flere publikummer. Forståeligt nok, set ud fra et billetsalgsmæssigt synspunkt, men sandelig ikke ud fra den enkelte koncertgængers ditto. Sportshaller er ikke beregnet til musik. Man beder sgu da heller ikke en tennisspiller om at spille en kamp i et teater, vel?
Nu er Mega Vega reduceret til en fin tegning på et stykke papir, og begrundelsen hedder finanskrise. Nu skal jeg ikke ophøje mig selv til hverken lokalpolitiker eller finansgeni udi kommunalbudgetter, men det er sgu lidt tyndt. Det er ikke mange måneder siden, at Ritt holdt auktion over nogle tiloversblevne kulturmillioner, og nu er kassen smækket i over for et projekt, som har været planlagt i årevis. Øv, blev der sagt!
Jeg håber, at nogen gemmer tegningerne og tager dem frem inden jeg bliver for gammel og døv til at nyde livemusikken.
Sidste lørdag var jeg inviteret til releaseparty for 180 Grader Virvars nye plade. Og det var godt nok et festfyrværkeri af glæde og begejstring, som jeg slet ikke havde set komme! Jeg er stødt på navnet 180 Grader Virvar mange gange i løbet af de seneste år, mest fordi jeg har gået på Universitetet med et par af bandmedlemmerne. Men jeg havde aldrig fået taget mig sammen til at deltage i en af koncerterne. Og det kan jeg godt klaske mig selv højlyt i panden for nu.
Releasefesten foregik på Loppen lørdag d. 11. oktober, og bød på en utraditionel og anderledes performance. 180 Grader Virvar har mange medlemmer, nogle mere fast tilknyttet end andre, men det er vist ikke helt løgn at kategorisere dem som et slags “bandkollektiv”. Jeg havde ikke tal på, hvor mange forskellige konstellationer, der stod på scenen, og hvor meget af det, der var 180 Grader Virvar, og hvor meget der var andre gæstebands, men underholdende, det var det! Entakt var på besøg, Altmodisch var på besøg, og vi fik også lige renset øregangene med lidt semi-tung rock i form af Racer.
180 Grader Virvars musik er en blanding af trip hop og folkemusik med et tvist af elektronisk lir. Det er unikt, men alligevel er det tydeligt, hvor inspirationen kommer fra. Massive Attack har sat et stort mudret størrelse 45 støvleaftryk på 180 Grader Virvars musik, uden at nogen burde fristes til at skrige om plagiat. Men der er mere en en lænen sig of ad mastodonterne fra Bristol. Der er karakterisktiske kvindelige vokaler i form af Nana og især Leonora Christine, den sidste med en dyb melankolsk klang, som helt unik. Der er violin, som uværgerligt får mig til at erindre hedengangne Sorten Mulds univers af folkemusik. Og så er der bongotrommer! WOW, hvor er der bongotrommer, der slynger sig elegant rundt om numrene, og giver det en ekstra eksotisk dimension. Nedenunder det hele hæftes musikken sammen på en elektronisk bund af grumsede og drømmende beats. Jeg er begejstret!
Jeg købte albummet med hjem, og det spinner nu lystigt i afspilleren. Skal jeg hælde lidt malurt i bægeret må det være, at lidt af energien er gået tabt ved at blive indspillet i et studie. 180 Grader Virvar fungerer 100% live, og energien og entusiasmen drev ned af væggene på Loppen i lørdags. Den energi var lidt svær at genfinde på cd, men derfor skal du ikke afholde dig fra at investere dine finanskriseramte sparepenge i albummet. For det ER godt!
Lyt i øvrigt efter 180 Grader Virvars “The Perfect Tune”, den skulle gerne være i rotation på P3 i denne uge. Du kan også tjekke musikken ud på bandets Myspace side eller hjemmeside.
Glasvegas har med deres debutalbum kunnet skabe overskrifter inden albummet overhovedet ramte hylderne. Det skotske band fra Glasgow blev allerede efter anden - selvfinancierede - single bejlet til fra en skare af de store pladeselskaber, og kunne dermed holde hof over, hvem der skulle udgive debutpladen og vinde det halve kongerige.
Siden da gik der rygter om, at selveste Metallica havde fremskudt deres “Death Magnetic” udgivelsesdato 2 dage for ikke at havne oveni Glasvegas’ udgivelsesdato, og dermed gå glip af førstepladsen på hitlisterne i England. Om store Metallica virkelig lader sig kue af en flok skotske opkomlinge ved jeg ikke, men det er en historie man husker. Og det var også den historie, der fængede mig, da jeg hørte Glasvegas på P3 for et par uger siden. Nummeret var “Daddy’s Gone”, og det var godt, det var rigtig godt. Jeg måtte have mere.
Nu har “Glasvegas” hærget min iPod i 4 dage mere eller mindre uafbrudt. Og de kan noget. Det er ikke hype det hele… Efter et par år med firserrefererende pop og rock smurt over hele linjen, går Glasvegas i en anden retning. Det er stadig melodisk pop-rock, men det er også retro. Der kan trækkes en fin vandkæmmet linje tilbage til halvtredserne og tredserne (uden at jeg dog kan redegøre nærmere, det er jeg simpelthen ikke gammel nok til), og det lyder på den ene side gammelt, på den anden side spritnyt. Bandet angiver da også Elvis Presley som en inspirationskilde.
Numrene er små, søde nostalgiske perler, sunget med en umiskendelig skotsk accent, der egentlig ikke er verdens bedste vokal. Dertil er den alt for upoleret og ordinær, men det er måske en del af charmen? James Allan (vokal) synger i hvert fald med hjertet, og lyden er i det hele taget uprætentiøs og udstråler en positivitet, som smitter.
Bedst er numrene “Geraldine” og “Daddy’s Gone”, som da også er to af singleudspillene. Her hænger stemning, melodi og produktion sammen, og det fænger som bare f…..! Men også numre som “Polmont On My Mind” og “Flowers And Football Tops” fungerer overbevisende godt. Til gengæld er Glasvegas’ svage side helt klart de stille numre. Det næsten 6 minutter lange “Ice Cream Van” er en opvisning i total ligegyldighed og lydbudding. Og ”Stabbed”, hvor James Allan reciterer “noget skotsk” henover en klassisk klaverkoncert, burde end ikke have været en b-side. Det er simpelthen for pinligt!
Alt i alt leverer Glasvegas et habilt førstealbum med en unik lyd og et par brølere. Jeg vil mene, at der er en grund til hypen, for de leverer noget nyt og spændende. Hører vi også Glasvegas om 5 år? Det vil den svære toer og fremtiden vise, men jeg håber det!
Midt i finanskrise, skyderi i Københavns gader og andre grumme lokale og globale begivenheder, sidder jeg i min sofa og ER SÅ GLAD. For ved I hvad? Inspirationen er vendt tilbage. Musikglæden bobler indeni. Og det skal ud, det skal omsættes til en dans henover tastaturet. Toner skal blive til bogstaver, melodier skal blive til sætninger.
Jeg ved ikke, hvad der er sket. Men det var helt sikkert en saltvandsindsprøjtning at mødes IRL med en håndfuld af Urbans fantastiske bloggere i går. Jeg deltog i Moyes banankageprojekt, og det var rigtig hyggeligt. Det var dejligt at møde andre bloggere med kærlighed til ordet, for der er ingen i min omgangskreds, der har samme “trang” som mig (eller i hvert fald ikke nogen, som jeg ved af, de har det jo med at skjule sig!).
Jeg vil fortælle Jer om Glasvegas, hvis debutalbum fortjener en blog for sig selv.
Jeg vil fortælle Jer om 180 Grader Virvar. Jeg var til deres releasefest på Loppen i går, og det var mageløst…
Jeg vil fortælle Jer så meget. Men det må blive i morgen. Jeg har leget håndværker i min lejlighed hele dagen, og trænger til et bad og en god nats søvn.
Dagens sang: “Geraldine” med Glasvegas.
Jeg var til et meget anderledes og meget inspirerende arrangement i weekenden: Min fagforening havde arrangeret konference om kommunikation. Det er ikke noge hemmelighed, at jeg er uddannet indenfor naturvidenskab og er ansat i medicinalbranchen. Så man skulle tro, at en kommunikationskonference ville have et bestemt fagligt fokus…
Men her skal arrangørerne have ros. De havde tænkt kreativt, og havde inviteret dirigenten og formidleren Peter Ettrup Larsen til at fortælle om musisk kommunikation. Med afsæt i sit job som dirigent og orkesterleder fortalte han på interessant vis om, hvordan man fanger sine tilhørere, hvordan man ved hjælp af musikalske værktøjer kan kommunikere, skabe et klangfelt omkring sig og sammen med sine medmennesker “mødes i det klingende nu”. Det var virkelig en anderledes måde at anskue kommunikation på, og jeg blev meget inspireret.
Min interesse for musik står i skærende kontrast til mit professionelle liv. Det er ikke noget jeg begræder, for det er svært at kombinere lægemidler med musik. Hvis du straks tænker på methylendioxymethamfetamin (også kaldet Ecstasy) og ravemusik, så vil jeg godt give dig ret i, at det KAN kombineres, men ikke på den kloge eller sunde måde! Jeg har altid set musikken som noget, der bobler indeni mig, en sjov hobby, men ikke nødvendigvis noget jeg skulle uddanne mig indenfor eller arbejde professionelt med, når jeg “blev stor”.
Og det er jeg egentlig meget glad for. For det første er det rigtig svært at ernære sig på musikken. Som udøvende kunstner skal man være i besiddelse af talent eller noget der ligner. Æhhhh, say what? Alternativt skulle man ernære sig som musikjournalist, musikbibliotekar eller lignende. Det ville straks være mere tillokkende, men jeg tror stadig konkurrencen ville være benhård og branched usikker. For det andet, så giver det altså lidt bedre i kassen at arbejde i medicinalbranchen. Ikke at det burde betyde det helt store, men når man samtidig synes det er sjovt og udviklende, mon man så trods alt ikke har valgt det rigtige?
For at komme tilbage på sporet, så var det rart at få en musikalsk vinkel på sit professionelle liv. Det var en fornøjelse at opdage, at effektiv kommunikation og musik har mange lighedspunkter. At en dirigent i spidsen for et orkester, er kommunikation i sin ypperste form. At man kan overføre mange af de samme metoder til, når man skal holde en præsentation på sit arbejde, og så at sige få tilhørerne til at adlyde ens mindste vink (gid det bare var så let).
/Lobster - tager dirigentstokken med på arbejde i morgen, og så skal de fandeme få kommunikation, der vil noget! Og hvis de ikke makker ret, så kan stokken nok svinges over rygstykkerne! Muhahaha….
I morgen går det løs: “Quiz Me Baby - One More Time” - musikquiz på Isola, Israels Plads. Jeg glæder mig rigtig, rigtig meget. Jeg har hørt rygter om, at vi stiller op som holdet “Pink Freud and the Fine Jung Cannibals”, og det synes jeg selv er hysterisk morsomt hittet på. Ja, man kunne fristes til at ønske, at man selv havde fundet på det!
Jeg æææælsker at deltage i musikquiz. Jeg ved ikke hvorfor musikviden klæber til mig som fluer til lort, men det gør det… Jeg lytter flittigt med i musikquizzen på P3 hver lørdag, og klasker mig selv i panden, når de tosser, der ringer ind, ikke kan svare på de mest elementære spørgsmål. Jeg tager hver lørdag tilløb til at ringe ind selv, men jeg er fakkertalt ikke så meget for at skulle på landsdækkende radio. Hvad nu, hvis man ikke kunne svare? Så er man jo ikke et hak bedre selv, og det kan jeg ikke have på min kappe. Jeg har jo - indrømmet - ret store huller i min musikviden, ikke mindst omkring dansk rapmusik. Det ved jeg ikke en klejne om.
What else? Der er jo lidt stille på bloggen… Jeg tror jeg er ved at finde ind til kernen af min musikglæde igen. Heldigvis. Jeg ved ikke, om jeg for alvor troede på, at den var væk, men den gemte sig godt. Jeg har fået hørt en masse Elton (hvilken overraskelse!), jeg har hørt Editors (igen) og så har jeg kastet min kærlighed på det danske band Veto. Der kan man tale om en flok gutter, der spiller musik, hvor man kan høre de mener hvert et ord, hvert et guitarriff. Kan du så komme ud og købe deres album, NU! Det er alle pengene værd.
Jeg kører også en lille konkurrence med mig selv for tiden. Om morgenen, når jeg bestiger min røde stålganger og bevæger mig de 11 km fra Frederiksberg til Ballerup, så sætter jeg Turboweekends “Night Shift” album på, og pedalerer ud over stepperne (eller var det bare gennem Vanløse og dernæst Islev?). Jeg konkurrerer med mig selv på tid. Hvor langt er jeg nået før “Into You” starter? Og kan jeg nå frem inden track nr. 11 starter? Ja ja, whatever keeps you going…
Lige en lille mormoragtig sidebemærkning: mtv er godt nok ikke, hvad det har været… Jeg har i dag fået DEN STORE TV-PAKKE på prøve fra YouSee. Straks tuner man ind på mtv, det var jo trods alt ens barnepige fra man var 11 til 16. Og hvad ser man så? Et biseksuelt datingshow? Åh, giv mig Ray Cokes tilbage…. Please?
Der var ikke så meget mere jeg ville berette fra Blog Lobsters musikunivers… Stay tuned, jeg er på vej op i gear igen, jf. ovenstående.
Jeg undskylder for overskriften, hvis jeg ikke lige er nede med de seneste nye udtryk for, hvad der er fedt/knæhøj karse.
Jeg har lige overværet Kronprinsparrets Kulturpris. Og jeg må sige: “Det er et meget modigt valg af optrædende kunstnere!”
L.O.C.: I løbet af sit 35 minutter lange show fik han slynget ord som luder, bitch, fuck, knep og sikkert mange flere ud over scenekanten. Repetoirevalget er dystert, og handler vel mest om livet på skyggesiden: Stoffer, utro kærester, den indre kamp med sig selv osv. Man kan mene, hvad man vil om den gode Liam (og det gør jeg helt bestemt!), men jeg kan ikke ignorere, at han tilhører den mere charmerende, intelligente og talentfulde del af den danske hip hop. Hvis man altså er til den slags…
Massive Attack: Igen et dystert univers at befinde sig i. Efter min mening et af de smukkeste universer, og jeg holder meget af Massive Attack, og betragter deres albums som gedigne klassikere, som med jævne mellemrum trækkes frem fra kassen og fløjlsbelægger øregangen med lige dele poesi og tusmørke. Jeg synes dog ikke, koncerten var noget særligt, bare 3 numre, hvoraf det ene dog var smukke, smukke “Teardrop”.
Som erklæret royalist beundrer jeg Kronprinsparrets valg af kunstnere til Kulturprisen. Det er så skævt og så aparte, at jeg må tage mit tiara af (lidt kongelig er man vel altid?) Jeg kan lige se, hvordan de pæne herrer i deres dyre habitter sidder og vrider sig i sædet. Jeg beundrer, at vi har et kommende regentpar, der tør bryde op med det pæne, med det traditionelle og konservative. Hurra for Mary og Frederik, med dem ved roret tror jeg monarkiet har en gylden fremtid. Hvilket andet sted end i Danmark kan de kongelige indbyde en bad-ass rapper til at stå på scenen og skrige “FUCK MIG NU!” i en fin operasal betalt af landets største og ældste skibsredder?
Og de levede lykkeligt til deres dages ende…
De skulle sgu klynges op! Men mere om det senere…
Jeg har i dag været så ufattelig heldig at få ståpladser til George Michaels (måske) sidste stadionkoncert nogensinde, d. 30. august. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at der ville blive så stor rift om billetterne, da det er hans fjerde koncert i Danmark i løbet af relativt kort tid. Men manden ER altså genial på en scene. Jeg har nærmest aldrig oplevet noget så mageløst, som da jeg var til koncert med ham i november 2006, også i Parken.
Nevertheless, både min veninde og jeg sad limet foran skærmen kl. 10.00 og var aldeles parat. Efter en halv times tid var min veninde igennem og købte 4 stk. ståpladser. FANTASTISK!!!! En time efter var der udsolgt.
Af ren nysgerrighed gik jeg lige ind på Den Blå Avis og tjekkede, om der skulle være billethajer på færde. Ganske rigtigt… Den første annonce var allerede indrykket kl. 10.30, og i skrivende stund ligger der allerede 30 annoncer. De værste annoncer er dog dem, hvor der står ”Jeg kan desværre ikke alligevel, så derfor sælger jeg billetterne”. Det var dog pudsigt, at man lige finder ud af det under en time efter, at man har købt billetterne?
Jeg kan sådan set godt forstå, at man fristes til at tjene lette penge. Men det er lodret usympatisk, og i øvrigt også forbudt at tjene sine penge på den måde! Lad nu de mennesker, der gerne vil se koncerten, komme til. Og giv de satans billethajer nogle ordentlige bøder.
Er der så en måde at komme over det på? Tja… Man kunne sælge billetter, som var personligt udstedt. Det skete ved Led Zeppelin-koncerten i London (og var i øvrigt den direkte grund til, at jeg ikke var til stede, se et tidligere indlæg). Det forhindrede dog ikke folk i at sælge deres ekstrabillet til ganske horrible summer. At udstede personlige billetter rammer også de personer, der har købt billet lang tid inden koncerten, som rent faktisk bliver forhindrede i at komme, og derfor vil sælge til pålydende eller endda forære billetten væk.
I øvrigt har jeg to billetter til salg til Elton koncerten i Parken d. 29. november. Det piner mit hjerte i urimelig grad, men jeg er simpelthen blevet inviteret til noget andet, som jeg ikke kan sige nej til. Man skulle ellers ikke tro, at noget kunne overgå Elton, men det er der åbenbart.
De sælges i øvrigt til pålydende pris, som er 850 kr. pr. stk. 
Der er tale om ganske gode billetter på plænen, 8. række. Giv besked, hvis du er interesseret.
Jævnfør mit seneste indlæg, så skulle jeg vist bare have det griflet ned for at forstå alvoren (Ja, det er dødsens alvor at miste musikken).
Jeg kom pludselig i tanke om, at en god musikven havde slået et slag for last.fm. Nu er jeg oprettet som bruger, og sidder og lytter til musik, som last.fm ud fra min “lyttehistorie” i iTunes anbefaler til mig. Det kan godt være, at jeg er håbløst bagud, men DET ER SGU DA SMART!
Jeg vil hermed gerne tilslutte mig anbefalingen af last.fm. Her kan du finde mig under navnet rocklobsterdk.
Lige nu lytter jeg til Recoil, et projekt som Alan Wilder fra Depeche Mode har søsat. Det er nyt for mig, det er anderledes og det er faktisk meget godt. Men bedst af alt, så er jeg langsomt ved at komme tilbage på sporet. Var det virkelig ikke sværere?
Det er sgu svært at holde liv i en musikblog, når den musikalske inspiration er gået fløjten. Når musikken fylder så lidt og alt det andet fylder så meget. Når ens civile liv ganske ufrivilligt minder om et uheldigt miks af “Nynnes Dagbog” og permanent pauseskærm. Hvis det ellers giver mening…
Jeg har ikke haft det sådan med musik i årevis. Hjælp, jeg føler mig tom! Min iPod kører den samme playliste igennem igen og igen, den jeg lavede sidste sommer, som er et skamløst bastardmiks af alt, hvad jeg godt kunne lide på det tidspunkt. Alt fra Faith No More til Britney. Fra Elton John til The Killers. Fra Snap til Led Zeppelin. Det passer måske meget godt til resten. Et planløst miks uden form og retning.
Men det skal sgu være løgn i Kina, skal det. Jeg må i gang igen! Første trin i operation “Gimme Inspiration” må være at bladre cd-samlingen igennem og genopdage fortidens musikalske favoritter. Jeg skal høre Radioheads “OK Computer” og svømme tilbage til 1997, dengang jeg forlod min jyske fødeby og bosatte mig i hovedstaden. Jeg skal høre A-has “Hunting High And Low og gå et skridt længere tilbage til min musikalske dannelses begyndelse. Jeg skal høre David Bowie, jeg skal høre Depeche Mode og jeg skal høre Madonna. Jeg skal genfinde mine “rødder”. Fik jeg nævnt Elton?
Derefter kan I jo hjælpe mig, kære læsere… hvis I ellers stadig er der? Hvad skal jeg så høre? Hvori skal det nye bestå? Hvad skal jeg lytte til når jeg cykler? Når jeg sumper? Når jeg arbejder? Når jeg lever?
Hvad fanden skal skabe resonans i de små øregange?
Jeg læste lige, at Duran Duran koncerten var blevet flyttet fra Hjørring til Odense.
Jeg er sgu ked af det, Jylland, men det beviser bare igen, at det ikke er smart at sætte større navne til at spille i mindre jyske byer. Det fungerer ikke! Se bare Policekoncerten i Sønderjylland (har sgu glemt byen). Ingen arrangør indrømmer velvilligt, at det er det svigtende billetsalg, der er årsagen til aflysningerne, men det KAN næsten ikke være andet? I Duran Durans tilfælde har de skrevet, at det er for at flytte showet til velgørenhedformål. Det er en smuk ting, men det havde de sgu nok ikke gjort, hvis koncerten havde været udsolgt på to timer.
Jeg har selv haft den yderst tvivlsomme fornøjelse at rejse hele vejen fra København til Horsens ikke mindre end to gange for at se koncert. Den ene gang til Duran Duran og den anden gang til Madonna. Bevares, det var da til at klare, man er vel jyde og taler sproget. Men det er synd at sige, at det er let at komme hverken til eller fra Forum i Horsens, hvis man som Lobster ikke er ejer af et automobil.
Før Duran Duran koncerten endte jeg med at indtage et præ-koncertmåltid på en restaurant, der for mig er topmålet af provinsialitet (et til lejligheden opfundet ord?) : Jensens Bøfhus! Og hvorfor så det? Jo, pga. at “der jo var koncert i byen”, var det eneste sted, hvor vi kunne bestille bord. Selv om jeg ringede tre dage i forvejen og skam havde brugt det dersens internet til research. Hmm! Jeg ved godt, at det i sig selv ikke kvalificerer København eller Århus til en skid, det er bare lidt sigende, er det ikke?
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal slippe igennem med dette synspunkt uden at blive anklaget for Kjøwenhavneri. Jeg tror bare jeg vil konstatere, at man bør placere koncerterne der, hvor publikummerne og infrastrukturen er. Og det er nu en gang i de større byer. Så kan vi ikke bare udnævne Århus og København til koncertbyer og droppe alt det der “me-too pis”, som de mindre jyske byer har gang i? Det næste bliver vel, at de vil have udbygget deres motorvejsnet?
Og den lader jeg lige stå lidt….
Mogwai har sat mig på en lille opgave - en musik top 5 over de ting man kan li’ som ikke nødvendigvis er særligt coole. Noget man ikke får særligt meget “street cred” for; af Mogwai døbt “guilty pleasures”. Så her er de:
1. Elton John
Det er næste synd at kategorisere ham som en “guilty pleasure”, men det må være Elton John , der tager førstepladsen. At jeg er stor fan, har jeg sgu fået serveret mange sjove reaktioner på - især som 14-16 årig. Det var ikke cool dengang, og det er det vist heller ikke i dag. Men de fleste i min omgangskreds har efterhånden vænnet sig til det. Han er og bliver det ultimative, og så kan I ellers rende mig et vis sted… Hæ hæ!
2. Musicalklassikere, herunder også dem sunget af Stig Rossen.
Her har vi fat i noget, der nærmer sig det uhyggeligt pinlige - det er jo nærmest farmoragtigt at falde i svime over “Another Suitcase in another Hall”, “Climb Every Mountain” og “Bring him home”, men det er ikke desto mindre noget, jeg har praktiseret en del. Og hvad er der så med ham Stig Rossen? Han virker umiddelbart en smule arrogant og annoying, men fy for pokker, hvor kan han synge musicals!
3. Faith No More
Måske undrer det nogen, at de kan betegnes som en “guilty pleasure”, men faktum er, at Faith No More falder voldsomt meget udenfor min normale musiksmag. Jeg er helt tosset med numre som “Epic”, “We care a lot” og “Midlife Crisis”, men det kan for min skyld også godt blive lidt hårdere. Jeg tror det er Mike Pattons intense vokal, som gør det for mig. Lidt ligesom Volbeat, som også er et af de bands i den tunge ende, som jeg holder meget af.
4. Erasure goes country
Erasure udsendte i starten af 2007 en liveplade, hvor de synger countryversioner af deres hits. Koncerten er optaget i det legendariske spillested Ryman Auditorium i Nashville, og albummet (inkl. dvd!) hedder “On the road to Nashville”. Her er tale om et miks, som man enten elsker eller hader, de fleste nok det sidste. Men det er bare supercharmerende at høre Andy Bell synge sig igennem det meste af bagkataloget tilsat steel guitar og countrylir. Bedste numre er “Blue Savannah” og “Victim of Love”. Jeg har faktisk anmeldt cd/dvd boksen, og den kan du læse her. Jeg må indrømme, at det er en af de cd’er, der rigtig mange gange indenfor det seneste år har fundet vej ind i afspilleren.
5. New Kids on the Block
OK, det er ved at være nogle år siden (nok nærmere 15…), men jeg må indrømme, at nyheden om deres genkomst har tændt en mikroskopisk flamme i mit post-teenagehjerte. Det var overhovedet ikke cool at være “blockhead” dengang, for talent var der sgutte meget af. Men jeg ELSKEDE dem! Jeg spår dem da heller ikke den store chance nu. Det kommer til at køre udelukkende på nostalgikalorier. Som så meget andet. Og de er sgu lidt pinlige…
