URBANblog

Kunstigt åndedræt?

Det kan vel ikke defineres som en katastrofe. Knapt et problem. Bare en konstatering af, at jeg laver alt mulig andet end at blogge. Det er såmænd ikke fordi jeg ikke hører musik. Det fylder bare ikke så meget som det plejer. Jeg strikker. Jeg strikker så jeg drømmer om ret og vrang om natten. Jeg ved det går over, men lige nu topper det. Det fantastiske ved strikning er, at der kommer smukke resultater ud. Noget næsten lige så fantastisk er, at man snildt kan lytte til musik samtidig. Det går knap så godt med tv-kiggeriet, dertil er jeg vist ikke garvet nok udi garnbetvingningen.

Nå, men tilbage til musikken. Skal jeg grave lidt ned i, hvad der er sket siden sidst, så må det største være, at jeg endelig har fået investeret i ordentlig lyd. Efter renden frem og tilbage mellem forskellige hi-fi forhandlere, endte jeg med at købe mine ELAC højtalere hos Hi-Fi Forum på Falkonér Alle på Frederiksberg (jeg SVÆRGER, de har verdens bedste service, men gå kun derind, hvis du er parat til at hoste op - det koster!), og NAD forstærker samt cd-afspiller hos gode gamle HiFiKlubben. Nu mangler jeg blot en tuner, ligeledes fra NAD, for at være helt køreklar, og den kommer i hus i løbet af et par uger. Det er fantastisk, og jeg hører nu nuancer i musikken, som min gamle DAB-radio ikke var i nærheden af at kunne frembringe. Jeg undrer mig over, at jeg ikke har fået taget mig sammen før? Jeg er godt nok ikke ret meget hjemme (noget med en kæreste), men det føles stadig fantastisk.

På koncertfronten føler jeg pt. en vis afmatning. Jeg synes ikke rigtig jeg gider. Jeg gad dog godt høre Manic Street Preachers live her til sommer. De spiller lørdag d. 13. juni i Middelfart (fucking Middelfart?), men jeg ved ikke om jeg orker at køre tværs over Sjælland og Fyn, give noget i omegnen af 550 kr for at høre dem. Selv om jeg måske burde?

I disse dage sidder jeg og klapper i mine små buttede hænder over, at der er udkommet hele 3 cder, som jeg må eje:

  1. Manic Street Preachers - Journal For Plague Lovers. Sidder i afspilleren as we speak. James Dean Bradfield synger med velkendt vellyd, og det lyder i det hele taget rimelig meget som det plejer. Jeg er ikke bøjet helt bagover af begejstring, men jeg tror jeg skal lytte noget mere før jeg fælder den endelige dom. Det er habilt, og det lyder bekendt, hvilket både er godt og skidt? Der er nogle rigtig smukke melodier imellem.
  2. Tori Amos - Abnormally Attracted To Sin. Er bestilt på nettet og er iflg. CD WOW på vej mod Lobsters brevsprække. Damen skuffer aldrig rigtig, så jeg glæder mig. Jeg har også hørt, at hun spiller i Danmark igen - denne gang i Operaen i september, og det tror jeg nok jeg bliver nødt til at tage del i. Indtil videre venter jeg spændt på posten
  3. Iron & Wine - Around The Well. Den er også på vej med posten. Det glæder jeg mig næsten lige så meget til, for den mand er så frygtelig talentfuld. Jeg ved ikke så meget om den nye plade, men det kan næsten kun blive godt.

Hermed lidt kunstigt åndedræt til en blog, der hiver gevaldigt efter vejret. Jeg ved ikke, om den overlever. Måske? Jeg overvejer at udvide den til en musik- og strikkeblog. Den MÅ i så fald være den eneste af sin slags?

Og nu tilbage til pindene

Leave a Reply