Allstars - Kormusik i bedste sendetid
Som et bundt sønderkogte porrer sad vi igår nogle venner og stenede fjerner ovenpå en, for mig, temmelig barsk uge på arbejdsmarkedet. Og hvad ser jeg så smurt ud over hele min sendeflade?
“Allstars” er et af de dersens fredagsunderholdningsprogrammmer, hvor sang og musik skal pakkes ind i et fint glittet papir og krydres med lidt kendisglimmer og en sløjfe af velgørenhed. Men HOV, det handler jo om korsang! Korsang har ved Profetens skæg aldrig været forbundet med ret meget street respect. Uagtet at jeg elsker mit kor og mine medsangere, så kan vi godt være en flok nørder. Korsang er bare ikke voldsomt cool. Mænd siger, at korsang er for kvindfolk og bøsser (det passer ikke, hverken Jan, Henrik, Klaus eller Peer lurer skjult på hinanden hver tirsdag på Østerbro, jeg garanterer!).
Derfor glæder det mig, at korsang vises i fjernsynet, endda i allerbedste sendetid. Korene i går var gode, og det så ud til, at de har det mindst lige så skønt som jeg har hver uge. Og det lød godt!
Jeg overvejede faktisk at gå til audition på Bellis Rockor, men tanken om at skulle smøres ud over de danske kakkelborde fire fredage i træk, fik mig til at lade være. Det er jeg nu glad nok for, og jeg tror allerhøjst jeg var blevet et af de fraklip, som man muntrer sig over i stil med de syrede tvillinger eller de to filipinske damer fra X Factor.
Nå, men nu, hvor korsang er blevet så forbandet cool, så mangler vi altså et par sopraner og en flok mænd i koret. Kom nu, vi drikker øl bagefter og alt muligt…
