Rock Lobster

Glasvegas har med deres debutalbum kunnet skabe overskrifter inden albummet overhovedet ramte hylderne. Det skotske band fra Glasgow blev allerede efter anden - selvfinancierede - single bejlet til fra en skare af de store pladeselskaber, og kunne dermed holde hof over, hvem der skulle udgive debutpladen og vinde det halve kongerige.

Siden da gik der rygter om, at selveste Metallica havde fremskudt deres “Death Magnetic” udgivelsesdato 2 dage for ikke at havne oveni Glasvegas’ udgivelsesdato, og dermed gå glip af førstepladsen på hitlisterne i England. Om store Metallica virkelig lader sig kue af en flok skotske opkomlinge ved jeg ikke, men det er en historie man husker. Og det var også den historie, der fængede mig, da jeg hørte Glasvegas på P3 for et par uger siden. Nummeret var “Daddy’s Gone”, og det var godt, det var rigtig godt. Jeg måtte have mere.

Nu har “Glasvegas” hærget min iPod i 4 dage mere eller mindre uafbrudt. Og de kan noget. Det er ikke hype det hele… Efter et par år med firserrefererende pop og rock smurt over hele linjen, går Glasvegas i en anden retning. Det er stadig melodisk pop-rock, men det er også retro. Der kan trækkes en fin vandkæmmet linje tilbage til halvtredserne og tredserne (uden at jeg dog  kan redegøre nærmere, det er jeg simpelthen ikke gammel nok til), og det lyder på den ene side gammelt, på den anden side spritnyt. Bandet angiver da også Elvis Presley som en inspirationskilde.

Numrene er små, søde nostalgiske perler, sunget med en umiskendelig skotsk accent, der egentlig ikke er verdens bedste vokal. Dertil er den alt for upoleret og ordinær, men det er måske en del af charmen? James Allan (vokal) synger i hvert fald med hjertet, og lyden er i det hele taget uprætentiøs og udstråler en positivitet, som smitter.

Bedst er numrene “Geraldine” og “Daddy’s Gone”, som da også er to af singleudspillene. Her hænger stemning, melodi og produktion sammen, og det fænger som bare f…..! Men også numre som “Polmont On My Mind” og “Flowers And Football Tops” fungerer overbevisende godt. Til gengæld er Glasvegas’ svage side helt klart de stille numre. Det næsten 6 minutter lange “Ice Cream Van” er en opvisning i total ligegyldighed og lydbudding. Og ”Stabbed”, hvor James Allan reciterer “noget skotsk” henover en klassisk klaverkoncert, burde end ikke have været en b-side. Det er simpelthen for pinligt!

Alt i alt leverer Glasvegas et habilt førstealbum med en unik lyd og et par brølere. Jeg vil mene, at der er en grund til hypen, for de leverer noget nyt og spændende. Hører vi også Glasvegas om 5 år? Det vil den svære toer og fremtiden vise, men jeg håber det! 

Dette indlœg blev postet den 13.10.2008. klokken 22:00 og er kategoriseret under Musik. Du kan følge med i svar via RSS 2.0 feedet. Du kan svare selv, eller trackbacke fra dit eget site.